Det arkitekttegnede nybyggeri
Tema

Det arkitekttegnede nybyggeri

Det stilfulde, innovative og bæredygtige nybyggeri. Det var dogmerne for vores nybyggeri allerede fra starten. Og det stilfulde hænger naturligvis tæt sammen med arkitekturen.

Vores rejse startede med bogen Mesterværker. Her så vi Utzons hus i Hellebæk og det var nok kærlighed ved første blik. At vi senere blev budt indenfor af sønnen Jan var bare en oplevelse ud over det sædvanlige.

På denne side samler vi alt vi har lært om arkitektur inklusiv alle de møder vi har haft med spændende arkitekter i podcasten.

Byg med arkitekten

Der findes flere måder at bygge sit hus på. Du kan selvfølgelig gøre det selv eller du kan gå til typehusfirmaet eller håndværkeren. Men du kan også tage fat i en af de mange dygtige arkitekter, der findes i Danmark. Vi valgte den sidste, da vores grund er ret speciel, og det krævede mange overvejelser for at bygge det rigtige hus her. Det havde vi brug for hjælp til og det var naturligt for os at gå den vej. Det valg har vi ikke fortrudt. Vi har fået rigtig god sparring og hjælp fra vores arkitekt. Men vi har også lært ufattelig meget af alle de dygtige arkitekter vi har mødt undervejs.

Vi har skrevet en række artikler om emner relateret til arkitekturen som vi har fundet relevante undervejs. De har hjulpet os med at navigere i de store dilemmaer og udfordringer man møder undervejs.

Danske Boligarkitekter

Samarbejdet med Danske Boligarkitekter er meget vigtigt for os. For det er via et samarbejde med dem, at vi har fået adgang til de fleste arkitekter vi har haft på besøg. Vi synes selv det har resulteret i så mange spændende samtaler i podcasten.

Kim fra Nordpil arkitekter var vores første arkitektgæst – det var Ep4. Og det var via ham, at vi startede samarbejdet med Danske Boligarkitekter om at udvikle serien “Arkitekten fortæller”.

Hvis du ikke kender Danske Boligarkitekter så vil vi foreslå at du tjekker dem ud her.

Episoder i podcasten

Lær meget mere fra arkitekterne og deres arbejde i disse episoder af podcasten

Anbefaling

Lad os slutte denne artikel af med en anbefaling hvis I ønsker at bygge med en arkitekt. Sørg for at finde en arkitekt hvor kemien er til stede. I skal samarbejde om at udvikle det, der sandsynligvis er jeres største investering i livet og det er vigtigt at der er gensidig tillid.